Tips til at få børn til at spise ost

Engang imellem kan man som forælder savne inspiration til, hvordan man skal få børnene til at spise sundere og afprøve nye madvarer. Især kan ost, der af mange opfattes som et voksenprodukt, være svær at lokke indenbords hos de små poder. Men serverer du osten med lidt fantasi og kreativitet, kan det ofte lykkes at få omvendt børnene.

Oste-figurer
Hvem siger, at man ikke må lege med maden? Prøv at skære osten ud i sjove figurer som fx hjerter, stjerner o.lign. Tag eventuelt dine kageudstiksforme til hjælp. De mindste vil elske det! Skiveost tager sig også godt ud på brød, når den er udstukket som en flot stjerne eller “ostemand”. Du kan også bare nøjes med at skære osten ud i små firkanter og servere dem som “guf”. Ostesnacks er både sjove og sunde.

Leg med farverne
Børn er vilde med farver og ligesom voksne, spiser de også i høj grad med øjnene, så lækre og indbydende anretninger glider lettere ned. Oste fås i mange forskellige farver, så hvorfor ikke præsentere børnene for en osteanretning med fx grønne oste med pesto, røde oste med tomat, gule oste og hvide oste, samt lidt farverigt og sundt pynt som fx peberfrugt, agurk og radisser, som kan gøre det hele lidt mere interessant at se på?

Ost i madlavningen
De fleste oste er velegnet til madlavning – både i salater, wraps og sandwich, men også som gratinering, i sovsen eller i den varme ret. Eller hvad med at bage osten ind i bollen, hvis dit barn ikke vil spise osten ovenpå bollen som pålæg? ved at skjule osten i maden, kan du nemmere få dit barn til at få smag for ost.

Ost på spyd
Ligesom grillspyd, pølsebrød og frugt på spyd ofte er et hit hos børn, kan du lave lækre ostespyd med ostetern og grøntsager, som børnene kan få med på madpakken. Det gør det sjovere at spise ost i skolen og institutionen.

Indgå alliancer
Nægter dit barn at servere ost, når du serverer det? Måske er det en anden sag, når det er andre, som serverer maden. Prøv at få bedsteforældre eller venner til at servere ost for dit barn, næste gang barnet er ude på besøg, og se om ikke osten glider ned med stort velbehag.

Vær et godt eksempel
Sidst men ikke mindst er det vigtigt, at du selv sætter et godt eksempel. Hvis barnet ser dig være kræsen, kan han/hun også lettere tillade sig at være kræsen. Og omvendt: Ser dit barn dig spise ost med stor velbehag, går der garanteret ikke længe før der bliver tigget om at få lov til at smage.

 

Tips til at få børn til at spise ost